Selvom Halberg Kapital først blev stiftet i 2008, så har selskabet mere end 100 års sydfynsk virksomhedstradition med i bagagen. Halberg Kapital er nemlig ejet af familien Halberg gennem selskabet Harald Halberg Holding.

Halberg familien er mest kendt for sit ejerskab af Mac Baren Tobacco Company, der har rødder tilbage til 1826. I 1887 købte Harald Halberg virksomheden og grundlagde hermed Harald Halbergs Tobaksfabrikker i Svendborg.

I begyndelsen af 1950'erne blev markedet introduceret for en ny type pibetobak under navnet Mac Baren - den mest kendte er Mac Barens Mixture. Den nye pibetobak gjorde så stort et indtryk på alverdens piberygere, at virksomheden blev synonym med Mac Baren, og made in Denmark blev forbundet med pibetobak af højeste kvalitet. Så stærkt stod brandet, at Harald Halberg Tobaksfabrikker i 1995 skiftede navn til det, som folk ude i den store verden alligevel forbandt virksomheden med.

I det seneste årti har vi haft fokus på at udvikle og markedsføre nye produkter på vores traditionelle hovedmarkeder i Vesteuropa og USA. Samtidig er vi gået forrest i åbningen af nye markeder i Østeuropa og Asien. Mac Baren Tobacco Company er i dag repræsenteret på mere end 60 markeder worldwide gennem et veludviklet forhandlernet.

Siden 2002 har vi på fabrikken i Svendborg, foruden vore egne Mac Baren-tobakker, produceret for en række af verdens største tobaksvirksomheder. Denne lønproduktion sammenholdt med produktionen af Mac Barens egne brands gør i dag virksomheden til en af verdens største producenter af pibetobak.

I 1978 bevægede Halberg familien sig for første gang uden for tobaksproduktion, da familien købte Hotel Svendborg.